Præsentations- og kontaktmøde i dagplejen

Præsentationsmøde

Når I via pladsanvisningen har fået anvist en dagplejeplads, kontakter I dagplejeren for at aftale et besøg.

Dagplejeren vil beskrive sin hverdag sammen med børnene og fremvise sit hjem, så I kan se de omgivelser, der tilbydes jeres barn. 

Kontaktmøde

Inden jeres barn starter i dagplejen, afholdes et kontaktmøde i dagplejerens hjem. Her vil dagplejer og dagplejepædagog i fællesskab fortælle mere om dagplejen. 

Formålet med mødet er, at dagplejeren får et grundlæggende kendskab til jeres barns historie. Fortæl så meget, I kan huske om barnets udvikling, spisevaner, legevaner og eventuelle sygdomme, ja i det hele taget alt, som kan fremme forståelsen og lette overgangen.

Mødet danner grundlag for en tryg start for jeres barn i dagplejehjemmet, hvor I også kan få afstemt forventninger til det kommende samarbejde med dagplejeren.

Opfølgningssamtale

Når jeres barn har været i dagplejen i ca. 2 måneder, vil dagplejepædagogen kontakte jer telefonisk for at høre, hvordan I har oplevet barnets start.